Vedtægter for Kalundborg Triathlon

 

§ 1 Foreningens navn.

Foreningens navn er Kalundborg Triathlon (K-TRI) og foreningen er hjemhørende i Kalundborg Kommune. Foreningen kan føje navnet på sponsor til foreningens navn.

 

§ 2 Formål.

Foreningens formål er at skabe de bedst mulige rammer for at medlemmerne kan udøve triahtlon og tage del i fællesskabet på en sund og udviklende måde. Dette både på motions- og konkurrenceplan.

 

§ 3 Medlemmer.

Foreningen er åben for alle, således at enhver der ønsker at udøve triathlon eller at støtte sporten kan optages som medlem. Indmeldelse og udmeldelse sker ved henvendelse til bestyrelsen. Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer der ikke følger foreningens vedtægter.

 

§ 4 Kontingent.

Kontingent for henholdsvis aktive og passive medlemmer fastsættes på generalforsamlingen for det kommende år. Kontingentet opkræves forud for perioden 01.01 til  31.12.                                                                                                                                                                                                                                                                                         

§ 5 Generalforsamling.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar og indvarsles på foreningens hjemmeside, samt via mail til alle medlemmer mindst en måned før. Forslag, som medlemmer ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal formuleres skriftligt og være formanden i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Ethvert medlem har stemmeret såfremt:

vedkommende ikke er i kontingentrestance.
vedkommende er personligt til stede.
Afstemninger foretages ved håndsoprækning eller ved skriftlig afstemning, dersom mindst 5 deltagere anmoder derom. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte.

Dagsorden og indkomne forslag tilsendes eller offentliggøres for medlemmerne og skal indeholde følgende punkter:

Valg af dirigent og stemmetæller.
Beretning.
Regnskab.
Indkomne forslag.
Fastsættelse af kontingent.
Valg:
Formand, sekretær, medlem og suppleant på lige år.
Næstformand, kasserer, medlem og suppleant på ulige år.
Valg af revisor.
Eventuelt.
 

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes på foranledning af bestyrelsen eller når mindst 1/5 af de aktive medlemmer kræver det og indsender dagsordensforslag til formanden. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 2 måneder efter begæringen er modtaget. En ekstraordinær generalforsamling, og dagsorden for denne, indvarsles mindst en måned før.

 

 § 7 Bestyrelse.

Bestyrelsen består af 8 medlemmer der vælges for 2 år ad gangen:

Formand, sekretær, medlem og suppleant i lige år
Næstformand, kasserer, medlem og suppleant i ulige år
Ved en forretningsorden bestemmer bestyrelsen ansvars – og arbejdsfordelingen.

 

§ 8 Regnskab og revision.

Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens økonomi. Foreningens kasserer fører regnskab, der revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.  Regnskabet følger kalenderåret, og fremlægges på generalforsamlingen.

 

 § 9 Foreningens opløsning.

Opløsning af foreningen kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling, som har dette punkt på dagsordenen og kun såfremt mindst 2/3 af de fremødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

Ved en opløsning af foreningen overdrages bilag, samt midler til almen nyttige formål.

 

§ 10 Vedtægtsændringer.

Nærværende vedtægter kan ændres på en generalforsamling såfremt mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

 

§ 11 Doping.

Benyttelse af ulovlige midler og midler opført på Danmarks Idræts-Forbunds Dopingliste, er ikke tilladt. Overtrædelse af denne regel medfører øjeblikkelig udelukkelse fra klubben.

 

§ 12 Udmeldelse.

Et medlem kan til enhver tid melde sig ud af foreningen ved henvendelse til foreningens bestyrelse. Ved kontingentrestance kan bestyrelsen annullere et medlemskab.

 

§ 13 Tegningsret.

Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i foreningen.